Michel Foucault konkluderer i sin genealogi over det moderne samfunds fødsel, at det var ikke fængslerne som udgjorde forbilledet.

Det var omvendt, det moderne samfund inspirerede til fængslernes fødsel.

Når jeg kigger på daginstitutionerne, hvor børn, de første seks år af deres liv tilbringer de fleste af ders vågne timer, i enklaver stort set isolerede fra det øvrige samfund, sammenstoppede på alt for få kvadratmeter næsten uden voksne, så bliver jeg urolig over, hvad det er for et projekt, den såkaldte skandinaviske daginstitutionspædagogik har gang i på de yngstes vegne.

Bevares, de er jo til at puffe ind ad døren om morgenene, mange af dem – de har evne til at smile og finde fornøjelse ved de små ting – mange af dem.

Men kan vi stole på deres latter og lethed?

Fængselsfanger søger vel også det bedste i livet, men derfor er tætpakket, nedbesparet isolation måske alligevel ikke det, vi ønsker for vores yngste opvoksende generationer?

Kan nogen i dag høre, hvis et barn protesterer, hvis det ønsker udmeldelse af sin daginstitution?

Jeg tvivler.

Illustration zhu yi yong
“i am a child”