For mange år siden designede Lars Romild en kursusdag om anerkendelse til min institution.
Det var en god dag, men jeg kan huske at jeg gik rigtig i baglås til sidst, fordi Lars stillede spørgsmålet: “Hvad er et godt barn?”

Det ville jeg ikke svare på, jeg følte spørgsmålet tvang mig til at formulere mig om børn i moralske termer. Det var mig imod, og jeg følte mig samtidig forpligtet til at respondere.

I dag føler jeg mig ansporet til at rejse samme spørgsmål, dog overfor pædagogfaget, og spørger hvad en god pædagog er?

Det er der jo egentlig en million diskussioner om i tiden!

Alene hjemmesiden hos evalueringsinstituttet EVA (sic!) ser jeg i dag spækket med tips og tricks til, hvordan man bliver en bedre pædagog. Pædagoger diskuterer det selv indbyrdes, politikere har en mening, forældre har en mening osv.

Så måske opleves mit spørgsmål ikke så kontroversielt, som jeg oplevede Romilds spørgsmål dengang?

Anledningen til spøgsmålet er bla. Relationsformidlerne.dk der til morgen slår et opslag op på pædagogernes facebooksider.
Som antyder, at (nogle) pædagoger føler sig berettigede til at tale til børn på en hvilken somhelst måde, men taler respektfuldt til hinanden, forældrene m.fl.

Opfordringen fra Relationsformidlerne.dk går så på at pædagogerne tager deres børnesyn op til revision, bl.a. gennem at tænke over, hvordan de selv ville opleve at blive talt til som de (nogle gange) taler til børn.

Ingen (god) pædagog vil i dag være uenig i at pædagoger skal tale ordentligt til børn.
Og at en god moral og målestok er at tale til børn, som man selv gerne vil tales til.

MEN, og det er her, jeg mener, Relationsformidlerne.dks psykologiske anvisninger måske ikke er særlig praktisk anvendelige:

HAR vi pædagoger i dag egentlig en selvrespekt at referere til?

Når jeg ser på, hvordan VI accepterer at blive talt til at vores overordnede og såkaldte samarbejdspartnere (alt fra forskere, konceptpædagogiske udbydere, fagforeninger mm), så tænker jeg, at vi mangler selvrespekt.
Og at hvis vi mangler det, er det måske derfor det glipper af og til med den anerkendende kommunikation til børnene – og med det forhold, jeg oplever langt mere alvorligt – at vi år efter år accepterer forringelserne i et daginstitutionsliv, som i forvejen er betænkeligt nedbesparet?

Kunne tesen være rigtig, at før vi tager vores egne faglige status og betænkeligheder langt mere alvorligt, så kan der ude i praksis faktisk herske en ufølsomhed og blindhed for, hvordan vi egentlig varetager børns liv, rettigheder og status i daginstitutionerne?

I min optik er en god pædagog ( alt skal ses i en kontekst) en pædagog, der siger fra over for den enorme monolog vi mødes med udefra og oppefra.
En pædagog som med faglig selvsikkerhed kræver dialog fremadrettet.

En pædagog som bestræber sig på at balancere den massive udspyelse af bullshit om børns liv i daginstitutionerne (her tænker jeg også på de fortællinger, vi pædagoger selv producerer i lære- og virksomhedsplaner, på hjemmesider mm) – med nogle alternative fortællinger.

Fx om, hvordan børn igen og igen appellerer til en smule variation og spænding ind i deres daginstitutionsliv, mens vi igen og igen møder dem med ordene:

“I morgen min ven, i morgen ser vi om det ikke kan lykkes med en tur ud af huset, og et par spændende timer ved bålet!”

https://www.facebook.com/groups/7391021827/permalink/10157936337636828/ (Link til Relationsformidlerne.dk s opslag på facebook)