Daginstitutionen – børnenes første offentlighedsarena

Jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg som pædagog børnerettighedsforkæmper. Og dette ikke kun på vegne af børns ret til ligeværdig deltagelse i børnefællesskaber.
Men i ligeså høj grad på vegne af deres ret og mulighed for at indgå som medskabere af daginstitutionernes børne-voksenfællesskaber.

Det er mig en gåde, hvorfor det i dag hovedsalig er børns opgave at reproducere de voksnes orden i daginstitutionerne. En betænkelig menneskelig dannelse resulterer, hvis man spørger mig. Børn blir tilpasnings-duelige.

Jeg mener ikke, børn skal være med i alt, i alle beslutninger, men kigger man på en daginstitution i dag, så er de stort set opdelt i en voksensfære, som “svæver over vandene”, mens børnene forventes at lege dagen igennem.

Rutiner, regler og rammer er skrevet i sten ( bl.a. i de voksenudarbejdede årsplaner), og man kan stort set gå ind i en hvilken som helst daginstitution i Danmark, og landet over spiser børnene, sover, leger på legeplads, bliver afleveret og hentet – synkront.
Kig på en stue, en legeplads: et barn fra jylland i nord kan træde lige ind i en børnehave fra det sydlige danmark og finde rundt i møblement og kultur med lukkede øjne.

Store homogeniseringsfabrikker.

Læg dertil normeringer som gør, jeg kun sjældent kan efterkomme børns ønske om en lille tur udenfor hegnet, så sjældent, at de glemmer, muligheden eksisterer.

Og normeringerne forslår som en skrædder i helvede i den situation, hvor en mindre gruppe lige har opdaget, hvor fantastisk der er i kanten af parken, hvor meget de må rode og rage, hvor meget fantasi og fællesskab blomstrer præcis der.
Ergo, det er sjældent muligt at følge i børnenes spor, når de endelig åbner munden og efterspørger noget, ligesom de må stå i kø, når de overhovedet vil kommunikere med mig. For gennemsnittet af voksne til 22 bhbørn, det er to!

Læg så dertil det faktum, at læreplaner ( også relateret til børns personlige udvikling og kompetencer) har sejret ad helvede til i mange pædagoger- politikere- og konsulenters tænkning.
Så når vi pædagoger kommer ud af vores svævende “overvågningssfære”, så er børnene alt for ofte objekter for vores projekter med dem.

Det kalder jeg ikke ligeværdigt fællesskab.

Af disse grunde frygter jeg eventuelle ønsker om mere psykologisering og relationel inderliggørelse pædagog og barn imellem.

Børn er i min optik i skrigende behov for en hverdag med flere menneskelige ressourcer, mere plads, og en status som “medborgere” i daginstitutionen.

Der kan ses som børnenes første offentlighedsarena.

Ikke fordi vi skal stemme om noget som helst, ikke fordi de skal være små voksne før de har smidt sutten.
Det er et helt andet billede af medbestemmelse og medindflydelse, jeg har.
Hvor børns opponeren, deres kiv og splid i forhold til os voksne, og den verden, vi bygger op om dem, tages til efterretning som meningsfulde indspark i forhold til det liv, vi lever sammen.

Et simpelt eksempel er fx klapvognene, når vuggestuebørn skal på tur. Jeg har oplevet mange mange klaps over fingrene fra kolleger, fordi jeg lader børn selv kravle op, når vi skal på tur.
Hvorfor klaps for det?
Fordi det er et dogme i danske daginstitutioner, at pædagoger styrer dette suverænt.
Resultat: børn lærer at stå som passive turdeltagere, i evighed mens alle de andre børn gøres klar og indtil den sidste voksne endelig kommer ud.
Dernæst starter pædagogerne med at aftale indbyrdes, hvilket barn, der skal proppes i hvilken klapvogn.

Stemning: kedelig
Børnedeltagelse: slukket

Demokrati og medbestemmelse for Orla og Ogden på 2 år – og alle dem der kommer før og efter denne aldersrækkefølge – det er sjov og spas!

Det er voksnes opmærksomhed på stemning, på blikke, på stemmer og initiativer!