I stedet giver vi børn prædikatet “vores vildbaser”, eller endnu værre, vi tager på motorikkurser og lærer, vildbasserne er sansemotorisk forstyrrede, fx ikke kravlede som 3/4-årige, og derfor mangler sanseintegrations-øvelser.

Jeg har været på helt afsindigt mange motorikkurser.
De forvaltningsansatte fysioterapeuter har for mange år siden fået øje på den graverende mangel på motorisk udfoldelse i daginstitutionerne.
Men desværre spiller de bare tilbage med aktivitetskataloger der aldrig rigtig får vinger – og individualiserende forklaringer på børns uro og manglende koncentration.

Ergo så lever børn i en pædagogisk kultur, som bedst indfanges med idealet “det forstolede menneske”:

Stole og borde er der nemlig masser af i daginstitutionerne, men som STUER.
Og stuer, det ved vi alle, dem løber og tumler man ikke i.

Det ville ellers være oplagt.
Børn elsker det, og det er sundt når al gang foregår i løb og hop, med skrig og skrål.

Men ikke kun enkeltbørns mentalitet og kropslige sundhed ville have gavn af en langt mindre forstolet daginstitutionskultur.

Børnefællesskaberne ville blive nogle helt andre!

Jeg kan mærke det, nu, hvor jeg igen med børnene har fået mulighed for at komme i hal, jeg skal virkelig arbejde intenst med børnene, for at de på tværs af de cementerede små aldersfællesskaber, får set, mærket, tumlet og kigget hinanden dybt i øjnene!

Det er trist.
At man havner i fællesskaber, alt efter hvor god man er blevet til det forstolede liv og den stille syslen.
Man skulle næsten tro, det var de fysisk og ideologisk nedbesparede folkeskoler, der havde sat dagsordenen.

Og det er faktisk min kritik: den pædagogiske kultur, ekstremt barberet bemanding og trange pladsforhold – producerer lavt energetiserede børnekroppe, små lukkede aldersgrupperinger og hierarkier børnene imellem, basert på, hvor god man er blevet til stille syslen.

Hvad logik er der i at jeg igen og igen siger til Bip og Bob – der igen og igen henrykt farer rundt på stuerne – at de skal forføje sig?

Hvorfor er det egentlig ikke alle os tunge grå elefanter, der må søge dækning, når livet insisterer på at folde sig ud, der, hvor det dog virkelig burde have ret til at folde sig ud, i Børnehaverne?

Illustration: Bo Bartlett 1955