Lige for tiden diskuteres det heftigt, hvorvidt time-out stolen – og andre behavoiuristisk adfærdsregulerende metoder, som konsulentfirmaer har sprøjtet ud over daginstitutionerne – er ok.

Pædagoger og ekspertgrupper flokkes om stejl afstandstagen fra åbenlys tvang, magtanvendelse og behaviourisme.

Det er jo dejligt og betryggende for børnene.

Men det er omvendt naivt, og vi trænger til en diskussion af dette, hvis man som pædagog mener, at fordi vi møder børn i øjenhøjde – herunder i konfliktsituationer anerkender børn følelser frem for at bede dem pakke dem væk – så er der tale om en pædagogik, som ikke tvinger, ikke adfærdsregulerer.

Hver gang vi anerkender børns følelser, lytter til dem, men kun for at nå et bestemt sted hen med dem, er der i fx Axel Honneths anerkendelsesteori tale om manipulerende brug af anerkendelse.

Et eksempel er det berømte sut-eksempel, som bredte sig for nu en del år siden i vuggestuerne.
Hvor ingen pædagog med respekt for sig selv mere kunne insistere på, at et barn ikke skulle have sin sut, uden først at have mødt den lille, der sprøjtede af tårer, med ordene: “Åh, jeg kan godt se, du gerne vil have din sut. Jeg kan godt se, du er ked af det og vred! Kom her, sid et øjeblik, og så, om lidt henter vi de klodser, du elsker aller mest i verden!”

Min påstand er at anerkendelsestankegangen i denne instrumentaliserede form er blevet universel i daginstitutionerne.
Udskift “du vil have din sut” med: “du vil gerne lege lidt mere på legepladsen/ du vil også have den bil, Tina leger med/ du ønsker ikke at spise mere af madpakken/ du vil skære gulerødderne på din egen måde/ du vil ikke rydde op” – og så bliver det vist klart, hvor meget den skitserede aftapning af anerkendelse er blevet instrument i vores opdragende omgang med børn.

Udskift praktisk pædagogik med koncepterne Marte Meo, Neuroaffektiv pædagogik, ICDP og tusind andre koncepter, og det ses, at bag disse metoder ligger ønsket om at flytte barnet fra en problematisk adfærd, selvopfattelse eller samspilsform, og til et bedre sted.

Den venlige magtudøvelse er i dominans.

Vi kan slet ikke opdrage, socialisere og “udvikle” børn uden magtanvendelse.
Det må vi stå ved.
Og jeg bifalder anerkendelses-tilgangen fordi den giver mig mulighed for at tillægge børns følelser, deres opfattelser og perspektiv eksistens (om end eksistens af midlertidig art).

Men af denne grund, fordi det ofte er midlertidige anerkendelser, mener jeg også, vi ikke kan stoppe her.

Børn er ikke bare sat i daginstitutionsverdene for at lære at tilpasse sig det eksisterende.

Tager vi altså fordringen på børns demokratiske dannelse alvorligt, så er vi også nødt til at give børn indflydelse på de rammer, den kultur og de regler, vi sætter op omkring børnene.

Børn må ikke løbe ud på vejen, vuggestuebørns tænder bliver skæve, hvis de dagen lang har sut i munden, men derimellem er vi nødt til at optage børn, som betydningsfulde medspillere – i forhold til det liv, vi skal leve sammen, børn og voksne.

Den aller største fordring her, den ligger i vores lydighed opadtil, og i den kamp, det kræver af os, hvis vi vil tage børns stemme og perspektiv alvoligt.
For intet barn accepterer at kunne komme på tur maksimalt otte gange på et år!
Intet barn accepterer, det er så svært at få fat i en voksen, at det er lettere at trække sig fra de svære kammeratskaber, end det er at finde en voksen, som kan hjælpe med at få det til at fungere mere frugtbart vennerne imellem.
Listen er lang, min pointe er, at lytter vi til børnene, så er en af konsekvenserne, at vi må vidre til vores arbejdsgivere. Og bl.a. kræve bedre normerings- og pladsforhold.

• 

• 

•