Det er ikke nemt, men synes, vi blir nødt til at være mere konfrontatoriske som profession – overfor forældre – eller er det forvaltere og politikere, vi bør konfrontere? Begge parter på een gang måske?

Jeg har jævnligt forældre som bekymret trækker mig til siden, eller ringer når de har afleveret, og fortæller, at deres barn er ængsteligt fordi nogen i børnehaven slår eller virker truende.

Forstyrrerne er tit “midterbørn”, som er blevet mere udadvendte, er i kontakt med deres kræfter og energi, men endnu ikke har lært at styre sig.

Mit svar er altid, at det er vores opgave at lære børnene at styre deres impulsivitet og følelser, at vi, så godt vi overhovedet magter det, har vores opmærksomhed vendt mod – også – denne opgave. Og at vi nok skal være opmærksomme på barnet og det, der sker omkring det.

Men på en eller anden måde tænker jeg, om vi i al evighed skal stemme i med dette lidet oplysende svar til forældrene?

Problematikken handler jo sjældent om uopmærksomme pædagoger, den handler sjældent om problematiske børn.
Den handler om at vi er så få pædagoger, at uanset hvor meget, vi spreder vores tilstedeværelse, så er der altid en gruppe børn vi forsømmer – med et eller andet.

I løbet af en dag er der gennemsnitligt seks voksne (ud af ialt ni ansatte) til stede pr time til 66 børn i vores børnehave. Ganske gængs normering.

Den normering betyder at der hver dag, hver time er børn, der ikke får den hjælp og støtte, de er i behov for, til at sikre deres trivsel og udvikling.

Og problemet med forældrekommunikationen, som jeg ser det, er, at jeg på tyvende år bilder mig selv og de urolige, vrede eller forvirrede forældre ind, at det bare drejer sig om en lokal justering, noget vi ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, noget, der kan rettes op på.
Mens jeg ligeså sikkert som amen i kirken ved, at hver gang jeg sætter intensivt ind omkring een gruppe børn, så koster det på trivselskontoen hos andre.

“Ja”, har jeg lyst til at svaret fremadrettet skal være til forældrene, “jeg kan desværre ikke garantere jeres børns trivsel!
I kan have tillid til vi ikke er dovne, at vi har vores øjne så mange steder henne, som overhovedet muligt, relationsdanner så intensivt, som vi overhovdet magter at gøre det.
Men at jeres børn kommer hjem og fortæller at nogle slår, eller at de ikke bryder sig om børnehaven af andre grunde, det må I simpelthen forvente med de midler, vi har at føre børnehave for.
Det er ikke paradis på jord, tværtimod, det er meget svære forhold at vokse op under.

Skandalen er, at I som forældre, og vi som pædagoger ikke råber højere.

Højere til de politikere og forvaltningsfolk, der både lover daginstitutionskvalitet og samtidig bestemmer, at det kan man få for de håndører, der smides i personalelønninger og leverum”.

Jeg tror egentlig bare min konklusion er, at hver gang vi accepterer at gøre børns trivselsproblemer til noget lokalt – en unik begivenhed, der hverken har med normeringer, økonomi eller politisk udstukne rammer at gøre, så skyder vi som profession os selv i foden.

Gør os selv fagligt svagere, mindsker tilliden til vores egen faglige dømmekraft og individualiserer det, der er kollektivt omsorgssvigt.

Noget må ske, og jeg håber, forældrene er med!