I stedet giver vi børn prædikatet “vores vildbaser”, eller endnu værre, vi tager på motorikkurser og lærer, vildbasserne er sansemotorisk forstyrrede, fx ikke kravlede som 3/4-årige, og derfor mangler sanseintegrations-øvelser.

Jeg har været på helt afsindigt mange motorikkurser.
De forvaltningsansatte fysioterapeuter har for mange år siden fået øje på den graverende mangel på motorisk udfoldelse i daginstitutionerne.
Men desværre spiller de bare tilbage med aktivitetskataloger der aldrig rigtig får vinger – og individualiserende forklaringer på børns uro og manglende koncentration.

Ergo så lever børn i en pædagogisk kultur, som bedst indfanges med idealet “det forstolede menneske”:

Stole og borde er der nemlig masser af i daginstitutionerne, men som STUER.
Og stuer, det ved vi alle, dem løber og tumler man ikke i.

Det ville ellers være oplagt.
Børn elsker det, og det er sundt når al gang foregår i løb og hop, med skrig og skrål.

Men ikke kun enkeltbørns mentalitet og kropslige sundhed ville have gavn af en langt mindre forstolet daginstitutionskultur.

Børnefællesskaberne ville blive nogle helt andre!

Jeg kan mærke det, nu, hvor jeg igen med børnene har fået mulighed for at komme i hal, jeg skal virkelig arbejde intenst med børnene, for at de på tværs af de cementerede små aldersfællesskaber, får set, mærket, tumlet og kigget hinanden dybt i øjnene!

Det er trist.
At man havner i fællesskaber, alt efter hvor god man er blevet til det forstolede liv og den stille syslen.
Man skulle næsten tro, det var de fysisk og ideologisk nedbesparede folkeskoler, der havde sat dagsordenen.

Og det er faktisk min kritik: den pædagogiske kultur, ekstremt barberet bemanding og trange pladsforhold – producerer lavt energetiserede børnekroppe, små lukkede aldersgrupperinger og hierarkier børnene imellem, basert på, hvor god man er blevet til stille syslen.

Hvad logik er der i at jeg igen og igen siger til Bip og Bob – der igen og igen henrykt farer rundt på stuerne – at de skal forføje sig?

Hvorfor er det egentlig ikke alle os tunge grå elefanter, der må søge dækning, når livet insisterer på at folde sig ud, der, hvor det dog virkelig burde have ret til at folde sig ud, i Børnehaverne?

Illustration: Bo Bartlett 1955

Ukendt's avatar

Offentliggjort af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

Skriv en kommentar