Bliver altid bekymret/mistænksom når daginstitutionsområdet beskrives/udforskes i ensidige termer.

Selvfølgelig er omsorg vigtig.
Men for mig bliver det pædagogiske projekt igen igen ensidigt og paternalistisk (overfor børnene) hvis man ikke til omsorgesopgaven tilføjer, at det handler om LIV mellem børn og voksne.

Ligeværdigt liv, med demokratisk dannende sigte og børns rettigheder i fokus (ret til indflydelse på eget liv).

For mig at se er det fattigt, hvis pædagoger “lokkes til” at fokusere omsorg som fagets kerne.
Det kan godt være, omsorgsbegreb og omsorgsopgave – på børnenes vegne – kan stå som en magtfuld opdæmning af politikere- og forskningsgrupperingers pågående skolificering af børns liv og dannelse i vuggestue og børnehave.
En opdæmning mod politiske ambitioner om at gøre pædagoger til didaktikere og forbrugere af diverse tyndbenede koncepter og modeller.
Det tænker jeg er RUC-projektets ambition.

Og uden at der er noget galt i ambitionen, som jeg kan se også er en trend bland (vuggestue?)pædagoger, så mener jeg, at et udefineret omsorgsbegreb – i forhold til børns rettigheder og erfaring med medbestemmelse – potentielt er kvælende og med paternalistiske faldgruber.
For at bruge et grimt eksempel, så var særforsorgen ikke noget købt syn, da vi først fik lukket op i 1980`erne og opdagede hvad der var foregået bag murene.

Så ja tak til omsorg, men lad os diskutere hvad omsorg skal stå for konkret, og i hvilken grad den er i behov for supplement af andre værdier og holdninger, relateret til børns opvækst i daginstitutionerne.

Til de, der opponerer mod at pædagogik essentielt handler om holdninger og værdier, vil jeg slutte af med Erik Sigsgaard.
Som i publikationen “BØrns Modstand” fra 1982 fastslog, at god pædagogik handler om mere end viden:

Den handler om pædagoger, der har gjort sig anstrengelsen at gøre sig sine meninger og tanker om, hvordan livet bør forme sig i fremtidens samfund, bevidst.
Og som funderer over, hvordan konkret hverdag og samspil med børn, muliggører, at det rent kommer til at gå sådan i fremtidens samfund, som man ønsker det skal gå.

Og mens Sigagaards opråb gjaldt pædagoger, der tullede rundt uden at være sig sig sine handlinger særlig bevidst, så er situationen i dag, at vi er så intensivt investerede af forskere- og politikeres ideer og ambitioner i de nedbesparede daginstitutioner, at det næsten ikke er til at tænke en selvstændig tanke som PROFESSIONEL.

Det er ikke sikkert det er en bagdel, men det kræver, vi i helt anden målestok tager os tid og skaffer klarhed over hvor vi selv står – hvis vi ikke vil reduceres til blinde redskaber i politikere, forskere, topstyring og konsulenters hænder.

Ukendt's avatar

Offentliggjort af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

Skriv en kommentar