Ja, Christian Aabros afhandling, “Pædagogers daglighed – i lyset af stigende ekstern regulering – er i den grad vigtig!

En anledning for danske pædagoger til at komme videre, hvad angår den massive styring, vi i daginstitutionerne udsættes for.

Christian virker på mig til ikke helt at have besluttet sig for, hvorvidt han anser pædagogers brug af koncepter for ukritisk accept eller strategisk snilde (politikerne tror vi bruger dem, vi bruger dem i det omfang det giver mening).

Og måske afspejler denne uklarhed en opgave, daginstitutionerne står med: at blive mere klare i tanke og mæle, i forhold til den massive indgriben fra vidensproducenterne? (Når jeg siger vidensproducenterne tænker jeg på dem fra professionshøjskoler og universiteters vildvoksende forskningsgange, embedsfolk, forvaltere og konsulenter i kommunale og statslige sektorer og styrelser, tænketanke, konsulenthuse, fag- og forældre og bærnegoreninger, samt de mange mange halv og hel private virksomheder, eksempelvis Rambøll, Lego og Tryg Danmark).

Til morgen læste jeg på norske Barnehageopprøret et opslag, af Palma Anette Kleppe. Det omhandler de norske politikeres pågående forsøg på at indføre koncepter og tests, og det oser ud af Kleppes opslag, at norske børnehavepædagoger har en tyrkertro på, at det er dem, dem, dem, der ved noget om børn, om hvordan man observerer dem, vurderer ders udvikling og trivsel, sætter ind mm.

Hvilket har ført til at politikernes testapparater og koncepter er i stærk modvind, og et af dem trukket tilbage.

Det er slående for mig, når jeg læser Kleppes indlæg, at så stærkt kunne den danske pædagogprofession også stå.

Det er da logisk og sandt, vi er eksperterne, ikke?

Og hvis det er sandt, hvorfor skal så millioner af dyre projekter, konsulenter, styrelser, halv og hel private foretagender stå i fed ring omkring os, og spinde guld på narrativet, at vi mangler viden og kompetence?

Ukendt's avatar

Offentliggjort af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

Skriv en kommentar