Pædagogiske tilsyn i daginstitutioner forstået som udtryk for offentlig gældssættelse og individualisering af gælden på gulvplan.
Forperson for FOLA, Signe Nielsen er åbenbart fortaler for de pædagogiske tilsyn i daginstitutionerne – og taler i nedenstående artikel for en opgradering af disse gennem forældredeltagelse.
Jeg spørger nu, hvorvidt hun holder fast, hvis tilfældet er, at tilsyn faktisk vedligeholder de kvalitetsproblematikker som de er sat i verden for at opspore, afdække og bedre?
Som pædagog mener jeg, vi er nødt til at kigge på de pædagogiske tilsyn, hvis de skal fungere som reel sikring af den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne. Og herunder er det helt afgørende, at arbejdsgiver kommer ind i ligningen om daginstitutionskvalitet – omfattet som denne er af lov om sikring af ressourcer så ansatte rent faktisk kan løfte opgaverne, herunder skabe faglig kvalitet.
For er man ikke rede til denne inddragelse, mener jeg, man i tilsynsdiskussionen, ignorerer problematikker, man ellers angiver at være vidende om og anerkender: Der er jo ingen af os pædagoger, der ved tilsyn kan gøre andet end at PERFORME kvalitet, vi er gennemsnitligt to pædagoger til 22 børnehavebørn eller 12 vuggestuebørn! Hold dette op mod en ambitiøs dagtilbudslov, der fordrer børns læring hvert sekund af dagen, der fordrer blik for den enkeltes perspektiv, sikring af det enkelte barns trivsel, udvikling og dannelse.
Er der i det perspektiv virkelig ide og moral i, at konsulenter kommer susende år ud og år ind, opsnuser, hvem der bedst performer, at her går det godt – mens børn i virkelighedens verden igen og igen svigtes som følge af de nedbarberede normeringer og sammenpressede pladsforhold?
Vi diskuterer altså IKKE tilsyn i en abstrakt virkelighed, men tilsyn i en konkret nedbesparet virkelighed.
Jeg har lige fået lov at læse et kapitel af Susanne Ekman, hvor hun i en forrygende analyse viser, hvordan en spareramt offentlig sektor overlever effektiviseringskravene ved at gældssætte sig hos både medarbejdere og brugere. Således består en af strategierne i at skubbe gælden nedad, og individualisere ansvar for den på gulvplan. Oversat til daginstitutionssektoren, så lover man forvaltningsmæssigt og politisk stadig bedre daginstitutionskvalitet, trods alvorlige nedskæringer og besparelser. Når skeletterne så begynder at rasle i skabene hos os, så sikrer pædagogisk tilsyn, at enhver kvalitetsproblematik beskrives som noget, der har med os på gulvet at gøre, med manglende systematik i planlægning, udførelse og evaluering af arbejdet – for at blive i ledelses- og tilsynsretorikken.
Det er her jeg opfordrer FOLA og andre til at komme ind i kampen.
Sammen er vi stærke, men kan åbenbart ikke blive enige om, hvem vi hver især står sammen med og kæmper for?
Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000.
Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år.
For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse!
Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation.
Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent.
Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen.
Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne.
Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom.
I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik.
I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform!
De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare.
For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar:
- Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges.
- Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft
- Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer
Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!
Vis alle indlæg af Danielle Mercier
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 