Uha, finder vi os i det?

Vores fagforeninger er allerede godt igang med at støtte op om det monster-store projekt, Leg for Dig.

Der skal udfolde sig via alle landets UCC`ere 2022-24, er finansieret af LEGO og skal nå ud til 20 % af landets pædagoger, medhjælpere, dagplejere og pædagogiske ledere.

Det handler om at opkvalificere pædagogers “legende læring med børnene”.

Og hvor jeg end læser og lytter i Leg for Dig’s materialesamling, bekræftes jeg i at vi er ude i endnu en tilgang til pædagogikken, fuldstændig uden øje for den nedbesparede virkelighed, pædagoger har at agere i.

Fx nævner den ene projektleder den dagligt kaotiske påklædssituation i daginstitutionsgarderoben, adspurgt i podcasten om, hvorledes kreativitet konkret skal udfoldes og udvikles i daginstitutionerne.

Den situation må børn og voksne sammen da må kunne finde mere kreative løsninger på, underforstået løsninger, som sætter sjov læring på programmet, mener projektlederen.

Dét at man mener at kunne abstrahere pædagogik fra de strukturelle rammer og lave landsdækkende projekter, peger for mig på, at vi er ude i endnu en drøm om konceptualiseret pædgogik. 

Pædagogik sat på formel og program. Ligesom Fremtidens Dagtilbud, SPELL, DUÅ, VIDA, Fri for Mobberi osv osv.

Og vi taler endda et projekt hvis væsentligste ide er at udvikle praksis “ude i praksis”!

Jeg er så træt og så flov på seminariernes vegne!

Hvad er i dag forskellen på en uddannelsesinstitution og et privat konsulentfirma?

Jeg ved, de sidste siger hvad kunden ønsker.

Men at UCCerne har udviklet sig i samme retning, og for faste stillinger og en månedsløn ofrer etik, moral og videnskabelige forpligtigelser, og igen og igen spiller lige ind i den politiske effektiviserings- og spareagenda om mer for samme penge, det er virkelig virkelig trist og uhyggeligt.

Pædagogernes fagforeninger BUPL og LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger – er som nævnt allerede (hørings)parter i det omtalte projekt.

Man kan da håbe, men hvem forsvarer ellers fag og uddannelse? Som det samfunds- og (uddannelses)politisk informerede foretagende, det burde være?

Måske det skal komme fra pædagogerne selv denne gang. 

Som siger stop til mere skjult effektivisering af arbejdsgange.

Som fastholder, at uanset hurraordene “bottom-up”, “kreativitet” og “enorm respekt for den pædagogiske faglighed” (Leg for Dig-podcasten), så handler kvalitetsudfordringerne IKKE om manglende systematik i den pædagogiske tanke, udførelse og evaluering af praksis.

Det handler om en sektor, der er så nedbesparet, at børnene nærmest ikke kan få øje på en voksen – heller ikke når de står 44 børn i den tætpakkede garderobe klokken 12:00, kæmper for at komme i tøjet – og på legepladsen for at bunkepasses.

At den situation er strukturel og ikke pædagogisk, det må vi igen og igen fastholde, indadtil overfor hinanden – og udadtil.

Det vil sige overfor politikernes projektmagere og det civilsamfund der er vidne til- og i behov for at vi tager ansvar og drager omsorg for de opvoksende generationer af småbørn.

Ukendt's avatar

Offentliggjort af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

Skriv en kommentar