Om kreativitet hos børn og voksne

Det er ikke nok at være kritisk over for de rammer, samfundet byder børn i dagtilbud. Vi skal også forholde os kritisk til den praksis, vi udøver. En praksis, som mere og mere stivner i gold indlæringspædagogik. Jeg skrev i min tidligere blog ”Kæft, trit og læring”, at det eneste vi ved om kravene til fremtidens voksne, er, at de kan tænke og handle kreativt! Men hvad er kreativitet, og hvordan opstår den? Og hvad er der blevet af den i daginstitutionen?

Winnicott beskriver, hvordan det lille barns opfattelse af ”den anden” først tager form som et ”subjektivt objekt”. Dette subjektive objekt bliver gradvist til en objektivt erfaret ”anden” – men kun hvis barnet mødes med tilstrækkelig god omsorg fra omgivelsernes side. Fra den ”gode nok” mor og far. Fra den ”gode nok” pædagogik i daginstitutionen.

Spædbarnet skaber altså en forestilling om et objekt, som det paradoksalt nok ikke ville kunne skabe, hvis objektet ikke i forvejen var der! Winnicott konkluderer: ”ingen fremstilling, som forholder sig til individet som isoleret størrelse, kan få fat i dette centrale problem om kreativitetens oprindelse” (Winnicott, Leg og virkelighed, side 117).

Det er altså kvaliteten i omgivelsernes omsorg, der skaber betingelserne for et kreativt levet liv. Uden denne omsorg, uden denne mulighed for en kreativ opvækst bliver vores forhold til den ydre verden præget af eftergivenhed, tilpasning og i værste fald af ligegyldighed.

Kreativitet handler altså ikke (kun) om, hvad vi kan frembringe, men om vores væren i verden! Vores måde at være i live på.

Det er det enkelte barns personlige udtryk, der skal have vores opmærksomhed. Det er de spor, barnet afsætter, som udgør det mulige mellemværende. Det potentielle rum.

Dette møde med barnet og dets livsudfoldelse kræver, at vi responderer med os selv. Får barnet øje på noget hos os? Hvilke spor afsætter vi i vores samvær, som barnet kan respondere på og spejle sig i? Er vi selv blevet føjelige og ligegyldige i vores måde at være i verden på, eller udstråler vi kreativitet, lyst, mod og engagement i tilværelse? Møder barnet voksne, der danser, synger, spiller, maler, tegner, undrer sig? Møder barnet voksne, som skaber sig?

Desværre er den sanselighed, indlevelsesevne og fordybelse, vi har besiddet som barn, glemt af mange voksne. Vi er kulturbærere på godt, men også på ondt.

Tidligere tiders folkelige fællesskaber har brugt fortælling, dans, musik, teater og leg som helt centrale livs- og samværsformer. Kirke og adel har historisk haft et kritisk øje til disse ”upassende” og ”ugudelige” aktiviteter og gjort sit til at forbyde og kontrollere dem. Rigtig effektivt blev der lagt låg på med industrialismens og hermed lønarbejdets fremvækst. I løbet af 150 år er hverdagslivet blevet massivt ændret og undertrykt. Industrialismens krav om effektivisering og organisering af arbejdet medførte, at livet blev skilt fra arbejdet, og ”uproduktive” og urentable” aktiviteter blev henvist til ”fagfolk”.

Folkelig musisk aktivitet blev ringeagtet og gjort elitær, udøvet af ”kunstnere”, mens lønarbejderne blev henvist til rollen som passivt publikum. Vi er blevet kulturelt historie- og udtryksløse.

Til gengæld har vi fået en ny rolle, rollen som forbruger. Flere og flere områder af menneskelivets udtryksmuligheder er blevet overladt til passiv konsumption. Den stigende globalisering har skabt en udvikling, der paradoksalt nok både udvider og indsnævrer vores muligheder, og hvor resultatet synes at blive kommerciel ensretning. Asiater får opereret ”europæiske” øjne, mænd og kvinder fyldes med silikone, genteknologien udrydder naturens mange varianter. Mangfoldigheden forsvinder – vi udsættes for kulturel konformitet.

Når kultur bliver en vare, jages den laveste fællesnævner for at udbrede køberskaren. Dette har medført en grotesk infantilisering af voksne (tænk blot på de tilsyneladende uendelige underholdningsprogrammer i tv, eller på tv’s transformation fra kritisk journalistik til hyggesnakkende tv-værter) og samtidig en klæbrig seksualisering af barndommen (f.eks. Barbiedukkerne eller de vokseniscenesatte Spice Girls konkurrencer for piger, vi så i 90erne). Splittelsen, mellem alt det vi kan og vil, føles over for denne massive ydre påvirkning så stor, at resultatet bliver handlingslammelse – udviskning af selvet.

Vi kan altså undskylde de voksnes manglende kreativitet på denne historiske baggrund, som måske skal suppleres med et særligt nordisk tungsind, vi er belastet af. Sprudlende kropslighed lader vi andre folkeslag om. Måske fordi vi – som det eneste område på Jorden – ikke har haft trommen som en del af vores kultur, som musikeren Leif Falk beskriver det i Ulla Viskums bog, Indianerdansen.

Men børnene, dem kan vi da forsøge at give bedre vilkår? Ja, det kunne vi godt, men det er ikke det, der sker. Musiske aktiviteter er kun sparsomt på dagsordenen i folkeskolen, og den er ikke eksisterende på pædagoguddannelsen, hvorfor de også lider en krank skæbne i de fleste daginstitutioner. I den pædagogiske litteratur om musiske aktiviteter argumenteres der oftest for brugen af disse, fordi de er nyttige. Det er godt for sprogudviklingen at synge. Du bliver god til matematik, hvis du kan spille et instrument. Nyttighedsværdien er mere central end udtryks- og samværsværdien.

Også Danmarks Radio har flyttet fokus. Musik er ikke længere en sjov, betydningsfuld aktivitet i sig selv. Nej, det er noget man skal vinde eller tabe i, som det ses i MGP (hvor alle sange er skrevet af og spilles af voksne), X-faktor osv. osv. Er det virkelig meningen, at det egentlige formål med menneskelige udtryk som sang og musik – eller andre kreative udtryk – er hvem, der er bedst? Hvem er bedst Chagall eller Picasso? Bach eller Beethoven?
Interessant og beskæmmende er det også, at DR ikke ser det som sin opgave at formidle musik til børn. Der findes i dag ikke ét program, hvor der spilles musik for børn – medmindre musikken er en del af DR’s egne programmer og således en kilde til indtægt for DR. Børn og deres familier er kunder. Forbrugere, som DR og de andre medier kan tjene penge på. Så meget for Public Service.

Igen må jeg konstatere, at Læreplanerne for daginstitutioner, hvor tilforladelige de end kan tage sig ud, og de dermed forbundne krav om dokumentation også her rammer ved siden skiven. At forvente at daginstitutionen skal møde børnene med kultur og kulturelle udtryk, samtidig med at uddannelsen af pædagoger negligerer dette (blandt andet ved at fjerne linjefagene), er ganske enkelt at tale mod bedre vidende.

Over for dette står alternativet, at uddanne pædagoger så de reelt kan noget, som kan give barnet kulturelt følgeskab med faglig indsigt og indlevelse i dets bestræbelser på at blive sig i verden. Den indsigt og de oplevelser, vi får gennem et levet samliv med børnene, skal så formidles gennem daglig dialog med deres forældre og ikke til en computer på kommunen.

Det pædagogiske arbejde må derfor opprioritere en bevidst, kritisk søgen mod den enkeltes eget udtryk og fælles musiske samværsformer, hvor samhørighed er i fokus. Vi må arbejde for en tilbageerobringen af hverdagslivet som udfoldelsesrum. Musiske rum, hvor alle er lige, fordi der ikke findes regler for rigtig eller forkert kreativitet, rigtige eller forkerte følelser.
Skal vi blive ved med kun at synge sange om elefanter, der cykler rundt på loftet, og katte, der kan danse tango? Eller skal vi udvide paletten med selv at lave sange om den virkelighed, vi lever sammen med børnene i. Om venskab, om savn, om at glæde sig til at komme i børnehave, om at være spændt og nervøs over snart at skulle starte i skole – kort sagt: om identitet.
Skal vi blive ved med at lege fælleslege, hvor man ryger ud af legen, når man ”dør”? Eller skal vi skabe nye lege med fart og tempo, hvor barnet kan være med og blive udfordret og have det skægt – hele tiden? Vi lærer ikke at vente på tur ved at skulle vente. Vi lærer at vente på tur ved at være med. Vi lærer ikke at tabe ved at tabe. Vi lærer at tabe ved at have vundet tilstrækkeligt ofte – ellers taber vi os selv.
Lad os udvikle kreative værksteder, hvor barnet får mulighed for at møde og udtrykke sig med alle form- og farvenuancer. Og lad os komme i gang med at fortælle historier til børnene, som handler om dem og deres liv – lad os give os selv en historie!
Kodeordet bliver jagten på betydning. Lad os dyrke de aktives æstetik: Mit udtryk er gyldigt! Og bekæmpe ligegyldigheden. Kort sagt: En kulturpædagogik med krop, kunst og kammeratskab!

Kreativitetsbegrebet bør dog udvides, så det ikke alene peger på musiske aktiviteter. Problemløsning på alle niveauer kræver kreativitet og fantasi. Lige fra hvordan man mon får sine regnbukser af, til undren over hvor vi kommer fra. Her bliver opgaven, at understøtte barnets undren – i stedet for straks at komme med svar. Det er barnets undren, der skal i fokus – en undren der kan fremtvinge kreative løsninger af barnet selv.

Men vigtigst er børns egen selvinitierede leg. Denne udgør toppen af den kreative pyramide, så det fokus må vi aldrig glemme!

I den bedste af alle verdener ville denne vision om kreativ udfoldelse og vitalitet være skrevet ind i formålet med pædagoguddannelsen, med daginstitutionen og med folkeskolen. Det er den ikke! Så det er op til os at få det til at ske.

Kategorier:., Blog

1 reply

  1. Rettelse:
    Jeg skriver i denne blog, at MGP på DR består af sange, som voksne har skrevet, og voksne spiller. Dette er ikke længere tilfældet. DR har lavet nye regler, som lyder således:

    Du skal selv skrive tekst og musik til din sang – og dermed selv have samtlige rettigheder. Hvis du har fået hjælp fra eksempelvis en musiklærer, er det vigtigt, at du har en bekræftelse fra din lærer på, at rettighederne alene er dine. Dette sker ved at den, der har hjulpet, underskriver en erklæring, der bekræfter dette.
    Derudover sikrer DR at rettighederne forbliver dine ved, at det er DR, der melder dig ind i KODA. KODA er en medlemsforening, der har til opgave at sørge for, at dem, der har skrevet tekst og musik, får betaling, når deres musik spilles offentligt. DR kan således sikre, at rettighederne alene går til børnene.

    Denne lille forbedring af konceptet ændrer dog ikke på, at MGP stadig er et klæbrigt voksen koncept, hvor børn skal vinde eller tabe i deres musiske udfoldelse, og hvor de samtidig skal plagiere de voksnes X-factor – og hvor hovedparten af børn er efterladt i rollen som passive, tilskuende forbrugere, i stedet for selv at lave sang, musik og dans sammen. For eksempel i skole og SFO, hvor musik er nærmest ikkeeksisterende.

    Like

Skriv et svar til Ib Jensen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s