Alligevel vil jeg tillade mig at protestere mod bogserien, hvoraf “Pissedårlig Ledelse” er sidste skud på stammen.
Dels falder begrebssættelse af pædagogik, undervisning og ledelse mig for brystet: Selvfølgelig lærer man af sine fejl (pissedårlig pædagogik), men hvilken offentlig ansat – hvortil lavstatus og mistillid i forvejen klæber – gider have erfaring, engagement og intention italesat som pissedårlig?
Jeg gider i hvert fald ikke rigtig.
Og heller ikke fordi begrebssættelsen gøres af konsulenter – med akademisk og professionsbaseret baggrund – der igen igen vil opkvalificere professionelles bevidsthed om det faglige guld og virke – gennem at vi læser deres publikationer og deltager på deres webinarer.
Fra Von Oettingens webinar lyder det således:
“Stil skarp på dine indre drivkræfter som leder, og lær at håndtere dagligdagens komplekse situationer – særligt under corona-situationen. Kom til webinar 11. marts om pissedårlig ledelse med Klaus Majgaard og Alexander von Oettingen – to af landets førende ledelsesformidlere med stærk ledelseserfaring.”
“På webinaret kommer du til at arbejde med, hvordan du kan udvikle dine evner til at agere på din indre scene i forhold til dig selv og den ydre scene i forhold til dine opgaver og samarbejdspartnere. Du får inspiration og modeller til at arbejde med dig selv i samskabelsesprocesser”.
Pu ha, med reference til ovenstående individualiserende og psykologiserende fokus, så er endnu en anke, at hvis der ikke – i bøger og på webinarer – sker en helt anderledes klar reference til politisk og økonomisk kontekst, dvs til de konkrete betingelser, dagens pædagoger-, undervisere- og ledere har at udfolde deres tanke og virke indenfor – så er vi ude i asolidarisk snylteri og nepotisme:
For pissedårlig pædagogik?
Det er det, pissedygtige pædagoger, lærere og ledere tvinges til hver dag, som følge af de politisk og økonomisk ganske tarvelige rammer.
Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000.
Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år.
For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse!
Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation.
Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent.
Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen.
Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne.
Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom.
I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik.
I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform!
De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare.
For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar:
- Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges.
- Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft
- Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer
Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!
Vis alle indlæg af Danielle Mercier
2 thoughts on “Pissedårlig pædagogik?”
Kære Daniella
Jeg forstår din skepsis over for bogen Pissedårlig pædagogik, og man kan spørge, om den provokerende titel er fair og hensigtsmæssig. Alligevel vil jeg række hånden op til et forsvar for denne bog, som overrasker positivt ved sit indhold. Jeg har læst den, men det skal siges, at jeg ikke kender resten af bogserien (eller det nævnte leder webinar, som lyder lidt plat).
Bogen består af en række artikler af forskellige fagfolk med kendskab til det pædagogiske fagområde. Martin Bayer fx, som godt og grundigt peger på normeringernes betydning, og undervejs beder os om at forestille os en børnefamilie med tilsvarende normering:
”En småbørnsfamilie bestående af to voksne og deres 16 børn, som ville blive ved med at være mellem tre og fem år. Nej, vel? Sorte skyer, skænderier, skilsmisse, permanent ’Hamborg efter 45’ osv” (s.17f)
Hvorefter han hæfter sig ved, at det alligevel ofte lykkes for pædagoger og børn i fællesskab at skabe momenter med kvalitet i børnehaven.
Jeg vil også varmt anbefale Line Togsverds artikel, hvori hun blandt andet peger på, at pædagogik ikke er en teknisk disciplin, som kan løses med prædefinerede mål og standarder i dagtilbud, men at vi som pædagoger må stille os åbent over for, hvad vi møder. Vi må huske på, at ”pædagogikken handler om at kultivere frihed” (s 35)
Trine Ankerstjerne kritiserer pædagoguddannelsen for at være for optaget af test og snævre mål, fremfor at give de studerende mulighed for at udvikle pædagogisk dømmekraft… og der er flere gode pointer i andre af bogens artikler.
Kort sagt er det en bog, som rummer en masse fed kritik men har en pissedårlig overskrift 😊
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 
Kære Daniella
Jeg forstår din skepsis over for bogen Pissedårlig pædagogik, og man kan spørge, om den provokerende titel er fair og hensigtsmæssig. Alligevel vil jeg række hånden op til et forsvar for denne bog, som overrasker positivt ved sit indhold. Jeg har læst den, men det skal siges, at jeg ikke kender resten af bogserien (eller det nævnte leder webinar, som lyder lidt plat).
Bogen består af en række artikler af forskellige fagfolk med kendskab til det pædagogiske fagområde. Martin Bayer fx, som godt og grundigt peger på normeringernes betydning, og undervejs beder os om at forestille os en børnefamilie med tilsvarende normering:
”En småbørnsfamilie bestående af to voksne og deres 16 børn, som ville blive ved med at være mellem tre og fem år. Nej, vel? Sorte skyer, skænderier, skilsmisse, permanent ’Hamborg efter 45’ osv” (s.17f)
Hvorefter han hæfter sig ved, at det alligevel ofte lykkes for pædagoger og børn i fællesskab at skabe momenter med kvalitet i børnehaven.
Jeg vil også varmt anbefale Line Togsverds artikel, hvori hun blandt andet peger på, at pædagogik ikke er en teknisk disciplin, som kan løses med prædefinerede mål og standarder i dagtilbud, men at vi som pædagoger må stille os åbent over for, hvad vi møder. Vi må huske på, at ”pædagogikken handler om at kultivere frihed” (s 35)
Trine Ankerstjerne kritiserer pædagoguddannelsen for at være for optaget af test og snævre mål, fremfor at give de studerende mulighed for at udvikle pædagogisk dømmekraft… og der er flere gode pointer i andre af bogens artikler.
Kort sagt er det en bog, som rummer en masse fed kritik men har en pissedårlig overskrift 😊
LikeLiked by 1 person
Tak Kirsten, for at udvide min skåsikre kommentar på bogen. Kigger på den igen🙂
LikeLike