Barnets to livsrum

Børn i Danmark opholder sig i to forskellige verdener – familien og daginstitutionen. Det er helt afgørende, at vi voksne forstår, hvad der på spil for barnet i disse verdener, og at vi kan og tør bringe dette i spil i vores samarbejde. Afgørende, fordi dette “dobbeltliv” for barnet kræver et stort indre psykisk arbejde med at skabe sig og fastholde en fast og sammenhængende identitet.

Familien udgør barnets eksistentielle matrix. Den udgør det altafgørende miljø, i hvilket barnet bliver til som sig. Her er den fordringsløse kærlighed klangbunden for barnets opdagelse af sig selv og den anden. Her kan barnet kaste alt sit uforståeligt onde og grufulde over på forældrene og erfare, at de ikke går til grunde – og herigennem skridt for skridt blive bevidst om sig og sit.

Samtidig er familien at forstå som det første team, den første organisation, vi møder. Her formes vores erfaringer med autoriteter, køn, samarbejde osv. – som vi siden (bevidst som ubevidst) bærer med os ind i kommende arbejdsgrupper og organisationer.

Daginstitutionen tilbyder ikke denne eksistentielle udviklingsramme, men tilbyder i bedste fald en mulighed for barnet til at sætte sig i scene overfor andre børn og voksne med sit: Her kommer jeg! Hvem er du? Og blive mødt i denne (under)søgen.

Begge steder er barnet på udviklingsarbejde, og begge steder er det de voksnes opgave at understøtte dette.

Hverken daginstitutionen eller familien er automatisk gode steder for børn at vokse op i. Af begge ”organisationer” må det kræves, at de arbejder på opgaven, som er at facilitere relevante udviklingsbetingelser for dens medlemmer. I 2016 lavede Børnerådet en undersøgelse, der viste, at hver sjette barn (17% af alle børn i Danmark) udsættes for eller er vidne til psykisk vold i familien. En søgning på nettet, om der forgår psykisk vold mod børn i daginstitutionen, gav 0 resultater. Lad os håbe, at det er udtryk for, at det ikke forekommer her – selv om daginstitutionens vilkår, jeg nævner i min blog ”Pædagogik og politik”, nærmer sig omsorgssvigt. Læs her: https://denkritiske.com/2021/02/08/paedagogik-og-politik/

Et godt familieliv må som nævnt forholde sig til, hvordan barnet har det i daginstitutionen, og et godt institutionsliv må tage afsæt i barnets forhold og trivsel i familien. Det giver os bedre viden om, hvordan barnet navigerer i tilværelsen.

Med brug af den engelske børnelæge og psykoanalytiker, Donald D. Winnicott’s begreb om den ”gode nok” mor kan arbejdshypotesen for børnene (og dermed for forældre og pædagoger) indfanges som følger:

I den ”gode nok” familie kan barnet kræve det umulige – og udholde ikke at få det!

I den ”gode nok” børnehave kan barnet lære at kræve det mulige – og få det!


De betydningsfulde overgange
Barnet selv begriber ikke årsagen til denne opsplitning af sine levevilkår, hvilket tydeligt fremgår af det ofte lidt stive blik og den mekaniske fortælling barnet har, når det adresserer denne realitet. Noget enhver pædagog, der tør, ser hver dag – og ofte lidt for hektisk genforklarer med et: ”Mor/far skal jo på arbejde”. Afledning er ofte det første, vi griber til.

At give plads til denne daglige afsked i barnet og i os selv (forældre og pædagoger) er en daglig udfordring, som vi aldrig kan institutionalisere, men skal udholde at være i hver dag – for barnets skyld. Hvert barn siger farvel på sin måde. Disse overgange, som for barnet er en kæmpe psykisk ompositionering, er helt centrale i barnets forsøg på at begribe og mestre dets livsvilkår. De skal have sin plads og sin tid – i den gode nok daginstitution!

Når barnet om eftermiddagen bliver hentet, er det tydeligt, at det ofte igen bliver svært for barnet. Selv den erfarne 5årige, som mestrer de fleste af institutionslivets udfordringer, bliver på et splitsekund regressiv, ”urimelig”, grædende, forlangende… og pædagogen forklarer febrilsk om alt det gode, der er sket i børnehaven i dag, og forælderen skynder sig at fortælle barnet om det, de lige straks skal derhjemme.

Det er altså ikke kun barnet, der har det svært i disse overgange. Alle kommer vi på følelsesmæssigt overarbejde, og det er centralt, at vi voksne kan tackle dette og ikke gå i selvforsvar, men deler barnets følelsesmæssige situation med hinanden. Det er samtalen om, hvor svært det er for barnet, der er de voksnes mødeplads omkring disse følelser af skyld, afsavn og meningsløshed.

Barnets tydeligste strategi for at klare disse overgange er brugen af det, Winnicott kalder et ”overgangsobjekt”. Det kan typisk være en særlig udvalgt bamse eller et lille stykke stof, som vi kender det hos Thomas i Charles M. Schulz’s tegneserie ”Radiserne”, en helt særlig sut eller noget helt fjerde. Barnet tillægger dette overgangsobjekt en ganske særlig betydning, som gør det muligt at udfylde tomrummet af de fraværende forældre. Barnets indre verden og den ydre realitet forbindes, og hjælper det til at udvikle det, Winnicott kalder ”relativ uafhængighed”.

Forældre har oftest en intuitiv forståelse for dette overgangsobjekts betydning. Det sker ikke sjældent, at en far eller mor må køre hjem efter eller tilbage til børnehaven for at hente denne uundværlige genstand. Pædagoger kan i børnehaven iagttage, hvor kompetente børn er til at docere brugen af disse overgangsobjekter. Alle børn har sårbare perioder, hvor vigtigheden af at have hyppig adgang til denne trøst er afgørende. Samværet med barnet omkring dets overgangsobjekt rummer gyldne chancer for at komme tættere på barnet – og for barnet at føle sig set og forstået.

Barnets udviklingsopgaver

Jeg fastholder, at den overordnede opgave for det pædagogiske arbejde i daginstitutionen bør være omsorg for barnets udviklingsopgaver.

For den 0-6årige er den primære udviklingsopgave at blive sig – i tætte relationer med både børn og voksne, hvor barnet gennem erfaringer med følelseskommunikation kan udvikle selvfølelse og samhørighedsfølelse. Ved at barnet både i familien og i daginstitutionen kan lære at opretholde en balance mellem det indre og det ydre – mellem barnets forestilling og fantasi og den ydre realitet.

Og ved at de voksne har indsigt i barnets omfattende udviklingsopgaver – opgaver som vi ikke kan og heller ikke skal løse for dem, men som vi skal sørge for ”gode nok” betingelser for, at barnet kan gå i kast med.

I bogen ”Kvalitet i daginstitutioner” giver psykologen Grethe Kragh-Müller en fornem beskrivelse af de voksnes omsorgsopgave (kapitel 11, Relationer som betingelse for pædagogisk kvalitet):

Omsorg har betydning for barnets grundlæggende væren i verden, og at barnet kommer til at føle sig sikker i bevidstheden om, at verden er et trygt sted at være”.

Herefter beskriver hun omsorgens 4 niveauer:

  • Den fysiske omsorg: Pædagogen sørger for, at barnet får mad, hvile, får skiftet ble samt bliver beskyttet.
  • Den følelsesmæssige omsorg: Pædagogen er lydhør over for barnets signaler og holder af barnet, som det er.
  • Den pædagogiske omsorg: Pædagogen inviterer barnet til fælles aktiviteter, hvor den voksne gradvist trækker sig tilbage, efterhånden som barnet selv kan.
  • Pædagogen lader barnet være i fred, når det signalerer, at det har brug for det.

Vi skal altså sørge for, at rammer og grundstemning i både familien og i daginstitutionen giver mening og næring til hele barnets udvikling og dets eksistentielle ståsted.

Det 0-6årige barn har travlt. Det skal:

  • Lære at bruge og kontrollere sine sanser (struktur på omverden)
  • Lære at bruge og kontrollere sin krop (struktur på omverden)
  • Lære at forstå og bruge sproget
  • Lære at omgås andre (aflæse socialt samspil, både handlinger og følelser – selvfølelse og samhørighedsfølelse)
  • Lære om sit køn (at der findes han og hun)
  • Lære om den familiære realitet (søskenderolle, barn-voksen, ødipuskomplekset)
  • Lære at kende og – på sigt – at kunne regulere sine følelser
  • Lære – på sigt – at styre sig (evne til selvkontrol)
  • Lære at koncentrere sig (fælles opmærksomhed og viljestyret opmærksomhed)

Alle disse udviklingsområder udvikles ikke mekanisk og foregår heller ikke løsrevet fra hinanden, eller fra den kontekst barnet lever i. Barnet forsøger som nævnt hele tiden at skabe mening og at opretholde en form for balance mellem dets indre forestillinger og fantasier og den ydre realitet.

Barnets udviklingsopgaver er selvsagt ikke løst, når barnet fylder 6 år. De fleste fortsætter livet igennem. De sidste 3 pinde omhandler barnets eksekutive funktioner, dvs. hjernens overordnede styringssystem, som udvikler sig helt frem til 20årsalderen. Så også her er det fornuftigt at have ro på i vores krav og forventninger til barnet. Det er bl.a. derfor den tidligere og tidligere skolestart er bekymrende.

En pædagogisk matrix

Grundstemningen i familien og i daginstitutionen udgøres af alt det, barnet møder, som der ikke umiddelbart er sat ord på. Måden barnet bliver mødt på, tonen i samtalen, rummenes indretning og overskuelighed, meningsfulde rammer og rutiner, skrevne og uskrevne regler osv. Tilsammen udgør det en pædagogisk matrix, barnet kan udvikle sig i.

I arbejdet med sårbare børn og unge, som er under pres følelsesmæssigt og relationelt, er det afgørende vigtigt at indtænke rammer og rutiner i det pædagogiske og det terapeutiske arbejde. Den miljøterapeutiske teori udtrykker det således:

Relation uden struktur = grænseløshed

Struktur uden relation = magt (kontrol/afretning)

Men også for velfungerende børn udgør rammer og rutiner (strukturen) en vigtig støtte for deres udvikling. De er med til at give dagligdagen en rytme, som indeholder en vigtig genkendelighed for barnet. En rytme, der i daginstitutionen spænder over modtagelse – samliv – afsked. Det er dog vigtigt, at disse rammer og rutiner etableres, så de giver mening for barnet, på det udviklingstrin det nu er. At de ikke bliver rigide regler for barnets adfærd. De skal udgøre en plastisk, fleksibel organisering af barnets hverdag, som sammen med empatiske voksne kan være med til at danne bro i barnets arbejde med at kunne navigere mellem indre styring og ydre styring.

I familien er strukturen generelt mindre fast og også mindre synlig. Men regler og aftaler omkring måltider, sengetider o.l. er velkendte scener, som barnet udspiller sin udviklingskraft omkring. Særlig for børnehavebarnet, hvis udvikling af jegfølelse og vilje (”kan selv, vil selv”) er i fuldt flor.

Heldigvis hører det i dag til sjældenhederne at høre forældreudsagn som: ”Bare vent til Far kommer hjem”! Underforstået: så vanker der. Eller: ”Det skal du, fordi jeg siger det”!

Børn samarbejder på fuld kraft, og der er ingen grund til som forælder at blive nervøs for, at hvis man ikke er konsekvent og holder fast for enhver pris, vil ens barn ikke lære at opføre sig ”ordentligt”. Men børn bokser – som voksne gør det – med træthed efter en lang dag, med jalousi, med ønsket om ”den uendelige lagkage”, og er den psykiske energi lav, er barnets overskud det også. Barnet vil regrediere og skal her mødes med rolig tålmodighed afstemt efter situationen – som ikke skal forveksles med eftergivenhed.

At denne voksenopgave ikke er den nemmeste i verden ses i Fridas, Albertes og Astrids mødres fortællinger:

I morges ville Frida (4 år) ikke have sweater på, men jeg ville ikke lade hende tro, at hun selv bestemmer. Det var koldt uden for. Derfor brugte vi 40 minutter på, at hun var ked af det og sur, og jeg ventede på, at hun gav sig. Det gjorde hun ikke. Og til sidst gav jeg hende sweateren på mod hendes vilje, men uden at bruge “vold”. Hun ville tydeligvis ikke have den på, men hun stak selv armene i ærmerne osv.
Det gjorde mig meget ked af det at have den konflikt. Og jeg blev meget i tvivl om hvorvidt jeg var retfærdig. Hun spurgte flere gange undervejs, om jeg ville trøste hende, og det ville og gjorde jeg. Men hun blev ked igen, da hun trods trøst stadig skulle have sweater på.
Jeg tænker meget på, hvordan jeg er som mor. Jeg synes ofte, jeg er uretfærdig og inkonsekvent og ikke nærværende og for krævende og for lidt anerkendende.
Og så er jeg for dårlig til at sætte mig udover følelserne og være den voksne, når vi har konflikter.
Jeg frygter, at hun er “bange” for mig. At jeg er en tikkende utilregnelig bombe, som man skal træde varsomt om og “passe på” i begge udtrykkets betydninger. Noget jeg delvist kender fra min egen opvækst.

Alle, der har børn, kan sikkert genkende disse følelser af afmagt, selvbebrejdelser og bekymring. Og som det fremgår af Fridas mors åbenhjertighed, er der mange følelser iblandet: ”Noget jeg delvist kender fra min egen barndom”. Der er er altså ikke kun et ”her-og-nu”, men også et ”der-og-da” på spil, nemlig skygger fra vores egen barndom.

Den grænsesætning, som rammer og rutiner udgør, bliver åbenlyst udfordret og kommer ofte til at handle om, hvem der bestemmer. Her kan det blive overordentligt svært i situationen at skelne mellem barnets arbejde med sin selvstændighedsudvikling og følelsen af regulær magtkamp:

Astrid er 2,5 år, og hun har flere gange, end jeg ville ønske, set sin storesøster kamme helt over i vredesanfald. Astrid har et andet sind, og jeg tænkte, vi slipper for det helt store med hende, men lige pludselig besluttede hun, at jeg ikke længere måtte sidde på min skammel under putningen, det skulle hun! Den første aften kæmpede jeg lidt imod, men Jan (far) foreslog, at jeg gav efter – det var jo så sjældent, hun holdt på noget. Helt fint. Jeg gav efter, og der kom ro på. Næste aften var hun der igen, og nu ville jeg ikke give efter. Jeg følte mig forpligtet til at holde fast og sætte grænsen for ikke at forvirre børnene mere end højst nødvendigt. Jeg fastholdt, og det gjorde hun også. Hun prøvede længe at skubbe mig ned og råbte igen, at jeg skulle flytte mig. Storesøster kunne ikke sove i larmen, så hun fik lov til at gå ned og lægge sig på gæsteværelset (Jan var ikke hjemme). Astrid ville efter hende og have hende tilbage, men det ville jeg ikke have, for storesøster skulle ikke blandes ind i dette. Igen må jeg sætte mig foran døren på skamlen, da den jo ER min, med et barn der er helt ude af den, og som prøver at skubbe mig væk. Da hun opgiver, lægger hun sig på gulvet og er ved at falde i søvn af udmattelse. Jeg giver hende babydynen, som hun kan lægge sig på, men hun vil ikke røre den, da den jo kommer fra mig. Til sidst falder hun i søvn. Ca. 10 min senere vil jeg løfte hende op i seng, men hun vågner, og det hele starter forfra. Denne gang lykkes det dog at få hende afledt ved at snakke om bondegårdsturen med farmor. Hun ender i mine arme og sidder og peger på gulvet og siger ”mig græd på gulvet”. Ja, du var ked af det og vred. Siden der har jeg fået min skammel for mig selv.

Magt og afmagt, husregler, autoritet, personlige grænser og regler, tydelighed – alt kommer i spil og bliver sat på prøve i disse situationer. Tilbage bliver evnen til at fastholde vores personlige autenticitet over for barnet, selvom også den kan blive rystet. Og så vores kærlighed. En kærlighed som skal bære barnet gennem mange og for barnet ubærlige og uforståelige udviklingsforløb.

Som for eksempel når forældrene tillader sig at anskaffe sig andre børn! Som det oven i købet er meningen, de vil beholde! Her er et indblik i søskendejalousiens kraft:

Vi har ind imellem ladet vores børn putte i vores seng om aftenen, men forsøger at fastholde putning i egen seng. Så må de komme ind i løbet af natten efter behov – vi har næsten altid et barn i sengen om morgen. Ofte kommer spørgsmålet fra pigerne, om de ikke godt må sove i vores seng, og de kan også løbe derind og gemme sig under dynerne. Jeg ”finder” dem, og vi følges ind til deres soveværelse. Denne aften blev Alberte (4 år) dog bare helt fastlåst i, at hun VILLE sove i vores seng. Jeg gav mig ikke – orker ikke at indføre den rutine igen. Hun faldt lidt til ro, men under godnat læsningen bliver hun mere og mere grov over for sin lillesøster og tager bl.a. hendes dyne fra hende, som hun ved, er lillesøsters eneste hellige ”gral”. Jeg irettesætter dette, men hun vil ikke aflevere, hvorfor jeg så rent fysik tvinger den ud af hendes hænder, så lillesøster kan få den igen. Desværre bliver Alberte ved med at forsøge at få den også på måder, der gør ondt på lillesøster. Dette er langt over grænsen – det ved hun godt. Jeg får fat i Henrik (far) som tager lillesøster inkl. dyne med ud af rummet. Nu bliver Alberte helt vild for at komme ud til lillesøster. Hun VIL have den dyne. Jeg vil ikke have, at hun løber ud til sin søster, så jeg sætter mig foran døren på samme side af døren som Alberte. Hun vil slet ikke acceptere, at hun ikke kan komme ud til sin søster og prøver at skubbe mig væk, hive mig væk og nive mig samtidig med, at hun råber, så trommehinderne hviner, at hun VIL ud og jeg SKAL flytte mig og hun VIL have den dyne!

Et par gange blotter hun tænder dog uden at bide, jeg bliver også meget tydelig i, at hun ikke skal bide mig. Efter et stykke tid opgiver hun at få mig væk fra døren rent fysik, men er stadig helt i sine følelsers vold og står og råber igen og igen, at jeg SKAL vælge, om jeg vil flytte mig, i fængsel eller blive død – Hvad vælger du mor? Du skal vælge. Jeg prøver at spørge lidt indtil de forskellige muligheder og snakke mig lidt ud af det. Mest siger jeg til hende, at så længe hun er så vred, kan jeg ikke flytte mig. Jeg kan ikke huske, hvordan hun kom ud af det, men som oftest er det en kombination af, at jeg får talt om noget, der afleder, fortæller hende mange gange, at jeg elsker hende og alt er OK, og noget med hun ikke har flere kræfter. Selv når hun er allermest vred, holder hun sig kun lige uden for rækkevidde af mig eller ”angriber” mig på en måde, der giver en masse kontakt. Så jeg fornemmer, at hun godt ved, at selv om hun er gigantisk sur på mig, er det også mig, der er hendes redning. Vi ender altid med at sidde og kramme og snakke om, at det hele vist var lidt dumt. Bagefter sidder jeg altid med det der spørgsmål til mig selv, om jeg kunne have forhindret konflikten. Nogle gange tror jeg, at jeg fanger det inden og får krammet det væk, andre gange fornemmes det som om, hun helt ubevidst bliver ved, til hun rammer muren, men jeg ved det ikke.  For eksempel ville hun have mig og lillesøster til at gå ud af rummet, hvilket jeg vælger at adlyde, hvor efter hun følger efter og insisterer og råber igen og igen, at lillesøster skal helt ud i garagen! Dette kommer selvfølgelig ikke til at ske. Ofte kæmper jeg med ikke at komme til at grine (alternativet er jo nærmest kun at græde), når jeg står i det, for hun siger nogle virkelig sjove ting, men det er jo dødens alvor for Alberte. Det tager ca. halv time, når det står på, og vi oplever det heldigvis mindre og mindre, ca. 4 gange om året.

Da Alberte lige var blevet storesøster, ville hun have, at jeg skulle ligge på gulvet ved siden af hendes seng – det ville jeg ikke, hun var til gengæld velkommen i vores. Dette var ikke acceptabelt for hende, og hun kæmpede en time for at få mig og min dyne ind ved siden af. Hun brugte også munden til at bide fast i dynen og fik revet i tandkødet, så der kom blod ud over min hvide dyne. Så nogen gange ser det også ret dramatisk ud. Jeg blev i sengen, men kan ikke huske om hun endte med at sidde og spise is kl. 2 om natten. Det er ikke usandsynligt!

Som det ses her, er rammer og rutiner ikke nok. De kan ikke skilles fra den stemning, der er i familien (eller i daginstitutionen). Vi voksne skal udholde at være projektionsskærme for vores børns afmagt og gribe dem, når de – som her – er i deres følelsers vold. Når de er ude af sig selv! Her kan barnet erfare, at dets vrede ikke er farlig (mor døde ikke) og vil på sigt blive i stand til selv at regulere disse voldsomme følelser.

At give børn en meningsfuld plads i familien – på trods af et hektisk og krævende arbejdsmarked, som kræver, at forældre må parkere deres børn i andres varetægt i 8 – 9 timer dagligt – er noget af en opgave. En opgave som der kun er hule skåltaler tilovers for hos politikere.

Tænk hvad en 30timers arbejdsuge kunne udgøre af mulighed for overskud og sammenhæng i familielivet i småbørnsfamilier?

I daginstitutionen er det ligeledes afgørende, at de voksne møder børnene med personlig autenticitet – og at der er blik for, at rammer og rutiner skal etableres som støtte til barnets udvikling. De dårlige normeringer presser alt for ofte pædagoger til at indføre stramme adfærdsregulerende krav og regler, som er svære for børnene at navigere i. Det går ud over relationen mellem barn og voksen. Der er stor forskel på at sige: Du ved godt, du ikke må løbe på gangen! Eller at sige: Hov, sikke du spæner, jeg tror, du helt har glemt, at det kan være farligt at løbe her! Kan du huske, hvad der kan ske?

Mange rutiner indføres for at ”effektivisere” det pædagogiske arbejde og ikke altid for at skabe udviklingsrammer for børnene. Et typisk eksempel kunne være, at børnene får tildelt en ”gå-ven”, når de skal på tur og holde i hånd i trafikken. Ofte vil barnet dog have et ønske om at holde en anden i hånden. Måske fordi de har en legeaftale om eftermiddagen, måske fordi det er barnets bedste ven, måske noget helt tredje. Her opstår der tit konflikter mellem børnene, som jo ikke altid vil det samme. Altså en gylden mulighed for at iagttage og italesætte måder at løse konflikter, ønsker og behov på – men som ”overrules” gennem manifest voksenstyring.

Selvfølgelig kan en styring bero på god indsigt i børnene. Man kan eksempelvis sagtens fortælle de store børn, som snart skal i skole, at i denne måned bestemmer de voksne, hvem der skal holde i hånd – fordi vi jo skal øve os i at få nye venner. Hvis man altså har en pædagogisk hensigt, som giver mening til børnene. Men man bliver altså ikke venner af, at de voksne altid bestemmer, hvem man skal holde i hånd.

En anden underlig regel fra daginstitutionsverdenen er, at børnene kun må have legetøj med på særlige legetøjsdage. Hvad skyldes denne regel? Oftest er svaret, at pædagogerne ikke vil have ansvaret for legetøjet. Eller at der opstår for mange konflikter om det private legetøj. Med tanke på vigtigheden for barnet i at bringe sammenhæng i sit opsplittede liv, virker disse regler temmelig uigennemtænkte. Det er jo rimeligt enkelt at aftale med forældregruppen, at privat legetøj ikke kan erstattes af børnehaven, hvis det går i stykker eller forsvinder. Til det andet argument må jeg spørge, hvorfor er det vigtigt at undgå konflikter? Kunne det tænkes, at vi her kunne inddrage børnene i snakker om at dele og om måder at lege sammen på? Det barn, der første gang har noget privat legetøj med, er forståeligt ikke tryg ved, om det tør dele det med de andre børn – men det er netop gennem erfaringer med, at det ikke går galt, at barnet har lært noget. Om sig selv, om de andre børn, om barnets liv i børnehaven.

Regler, rammer og rutiner skal kunne tåle diskussion med børnene. Denne bevidsthed om og synliggørelse af vores hensigter med rammer og rutiner er det Annegrethe Ahrenkiel m.fl. kalder at give dem sociale kvaliteter. (Daginstitutionen til hverdag – den upåagtede faglighed).

Med denne indsigt og hensigt bliver det muligt – sammen med børnene – at aftale rammebrud, lave nye aftaler, finde på fælles regler osv. Her opstår muligheden for et børnemiljø i øjenhøjde og et farvel til konsekvenspædagogik og til Ritter Sport pædagogikkens Kvadratisk, Praktisk og God!

Det er her grundstemningen bliver lagt. Det er her, en empatisk pædagogisk matrix bliver skabt. Både hjemme og i daginstitutionen.

Forfatter Ib Jensen
Skrevet af Ib Jensen